Rynker & Dobbelthager …

Madonna er måske gammel nok til at være din bedstemor, men hun er i fantastisk form, og er en af dem som for alvor gjorde yoga Top Trendy. Samme Mamma gjorde også Oxygen-behandlinger populære, hvor 80% ren ilt presses ned under huden og gør den glat og ung som en babynumse. Men du kan spare dine penge og turen til kosmetologen, hvis du dagligt laver åndedrætsøvelser. Det er lige så hurtigt som at handle ind i Fakta…

Hvordan trækker du vejret lige nu?

Du trækker sikkert ikke vejret så dybt, som du bør. Vi trækker generelt vejret for overfladisk – det når kun ned til brystet og ikke helt ned i maven, hvor ilten for alvor gør gavn. Vi udnytter kun en lille procentdel af vores lungekapacitet, og det har betydning for iltningen af ikke kun vores blod, hjerne og organer, men også vores hud.

Prøv denne lille øvelse:

  • Sæt dig rankt, rul skuldrene bagud, så brystet er åbent.
  • Slap af i skuldrene og i kæben – sørg for at have bløde træk i ansigtet
  • Registrer dit åndedræt som det er, uden at ændre det.
  • Træk så vejret ind og ud gennem næsen
  • Indåndingen er dyb, og udåndingen er lang
  • Ilten skal helt ned i maven, så maven hæver sig på indåndingen og sænker sig på udåndingen.
  • Fornem hvordan du for hver indånding kan tage mere og mere ilt ind. Du træner dine lunger nu.
  • Vær tålmodig med åndedrættet – lad være med at tage luft ind, før du har tømt lungerne helt på udåndingen.
  • Sørg for at åndedrættet er afslappet og glidende – ikke anstrengt.

EXCUSE ME WHILE I KISS THE SKY …

… Eller Gubbi’en som jeg også kalder øvelsen mod dobbelthage.

Du sidder rankt, vender ansigtet mod loftet og laver kyssebevægelser, eller nærmere forestiller dig, du er en gubbi. Du vil tydeligt kunne mærke, hvordan dine halsmuskler arbejder.

En af de bedste Anti-Age øvelser siges at være LØVEN, som toner ansigtet og halsen.

 

 

Der er også flere yoga-øvelser mod rynker du kan lave (sørg for du er alene, ellers bliver du muligvis kørt lynhurtigt af sted i en blå bil) Prøv Yoga Facelift her

Jeg vil MEGET gerne høre om dine resultater

NAMASTE

Det er super sexet at være smidig…

… og der er sikkert mange mænd, der vil pifte anerkendende, når du i et snuptag svinger bagom i bro eller kaster benene om nakken, som var det et pashminatørklæde. Men det er endnu mere sexet at være smidig i sindet.   At kunne bøje af for modvind uden at knække. Det er sexet at hvile i sig selv og være i balance. Prøv at tænk dig, hvis du havde et filter, som sorterede alle forstyrrende tanker fra? Hvis du ikke hele tiden skulle overanalysere på og ærge dig over ting, som ligger i fortiden eller bekymre dig om ting, der endnu ikke er sket. Meditation og mindfulness har for mig gjort, at jeg er blevet mere bevidst om mine tanker, og at jeg på den måde kan bremse mig selv, når jeg er på vej ud i en labyrint af kaotiske tankespind, som alligevel ender blindt. Og når nu alle videnskabelige undersøgelser peger på, at meditation både gør os klogere, lykkeligere, mere kreative og giver en bedre hukommelse, så er der vel ingen undskyldninger for at komme i gang. Selv tidligere Danfoss-direktør sværger til hans daglige meditation, og han har da vist en IQ et godt stykke over os almindelige dødelige. Du kan læse mere her NAMASTE

LIFE

ER DU RÅ NOK??

Jeg kunne i hvert fald godt være lidt mere rå…   

Jeg har en veninde – eller det vil sige, jeg lejede hendes møblerede lejlighed i 6 måneder, da jeg lige var kommet hjem, efter at have boet et år i London. Og selvom jeg dengang stod i hendes køkken, og kniven smuttede ud over skærebrættet og videre ned i det smukke, mørke valnøddekøkkenbord, som hendes far selv havde snedkereret (UPS) lader der ikke til at være ondt blod i mellem os.

 

Vi har i hvert fald indgået et samarbejde om at lave et yoga/raw food/detox weekendophold 18.-19. juni i år. Deltagerne skal ikke kun spise raw food denne weekend, men også lære om raw food og kroppen, de skal selv under kyndig vejledning tilberede maden og får selvfølgelig opskrifter med hjem. Jeg vil så dyrke yoga med dem morgen og aften og på den måde hjælpe udrensningsprocessen på vej.

Ida Kirk Foged, som kvinden hedder, er nemlig ekspert i Raw Food og har gennemgået en uddannelse i USA og kæmper nu en brav kamp for at åbne danskernes øjne for det rå’s fortræffeligheder. Ida startede som vegetar, blev så veganer og er nu Raw Food veganer – og jeg må indrømme – hun ser fantastisk ud!! Hendes øjne og hud stråler, og hun er slank og lækker, så hun er fremragende reklame i sig selv.

Jeg glæder mig til vores arrangement for også selv at få tips til at blive mere rå. Helt rå bliver jeg dog nok ikke, men jeg forstår godt, at de forhold vores frugt og grønt vokser, modnes, høstes og fragtes under stjæler næringsstoffer, og hvis vi tilmed tilbereder det med varme, går der endnu mere tabt.

Jeg glæder mig især til hendes detox-shots med hvedegræs, spirulina, spirer og tang.

Raw Food er vegansk, økologisk og er ikke opvarmet til mere end max 42 grader. De rå anbefaler, at du helst skal spise 80 % råt. Du kan læse meget mere på Idas hjemmeside.

Med ønsket om en rå mandag.

NAMASTE

RENS UD!!!!

… og ikke kun i din krop. I de relationer, der ikke fylder dig med energi, men suger dig tør. I det tøj du har gemt til den dag, hvor du får smidt de 5 kilo. I den kæmpe stak papir, som håner dig på skrivebordet og i mapper og kasser. I det nips og ragelse, som ikke længere giver dig glæde. UD MED DET!!!

Jeg har lige slettet 35 “venner” på facebook. Jeg tøvede først lidt, gik ud og lavede en kop kaffe, men gik så målbevidst tilbage til min laptop og ryddede ud med hård hånd, og det føltes fantastisk!! Nogle kendte jeg godt, men havde nada kontakt med hverken i virkeligheden eller på wall’en. Andre anede jeg dårligt nok hvem var, og der er vel ingen grund til, at de skal følge med i mit privatliv. Nu kan jeg koncentrere mig om dem, der betyder noget for mig.

Jeg prøver virkelig at forenkle mit liv mest muligt. Hjemme hos os er nips bandlyst. Jeg vil godt have nogle smukke lysestager, men alt skal have en funktion. Også mest fordi det er drønirriterende at tørre støv af med små keramikdyr, glaskunst og souvenirs fra Bulgarien stående på reolen. Jeg ved, at mange føler en tilknytning til deres stuff, men for mig er det en enorm lettelse at sortere og smide ud. UD MED DET!! Ja, du får den lige igen.

RENS UD … også i dine tanker. Gammel bagage, ting der hører fortiden til, ting du alligevel ikke kan ændre på. Prøv at observere dine tanker fra tid til anden. Hvad siger du egentlig til dig selv? Hvordan taler du til dig selv? Understøtter du dig selv i dine drømme og ønsker, eller saboterer du dig selv? Husk, vi ER vores tanker, så hvis du tænker, hvor ond Verden er imod dig, så ER det din virkelighed. Derfor holder jeg også af disse kloge ord:

Tanker bliver til ord

Vær opmærksom på dine tanker
for de bliver til ord

vær opmærksom på dine ord
for de bliver til holdninger

vær opmærksom på dine holdninger
for de bliver til handlinger

vær opmærksom på dine handlinger
for de bliver til vaner

vær opmærksom på dine vaner
for de bliver din karakter

vær opmærksom på din karakter
for den bliver din skæbne

Dine tanker bliver din skæbne

PS: og husk nu … UD MED DET!!!

NAMASTE

Den Perfekte Morgen

Som lovet vil jeg beskrive den perfekte morgenrutine, som du kan udføre i weekenderne, når du har god tid, men den skal i virkeligheden udføres hver dag ifølge de Ayurvediske foreskrifter, som er den indiske og meget anerkendte Videnskab om Livet. Det er også vigtigt, at du skaber et mønster for dine rutiner, især med hensyn til hvornår du går i seng, hvornår du står op, og hvornår du får dine måltider.

Ifølge Ayurvedaen skal vi tidligt i seng, nemlig inden 22 og meget tidligt op, helst inden 6. “KLOKKEN 22!! DET ER JO DER, DE BEDSTE FILM SENDES!!” siger du nok, men grib det som en chance for også at skære ned på dit tv-kiggeri. Når vi ligger på vores dødsleje og tænker tilbage på vores liv, vil vi sikkert ikke tænke: “Pyyyyhh, hvor er jeg glad for, jeg fik set alle de afsnit af CSI.”

Så altså …

  • Stå tidligt op
  • Vågn langsomt, fornem din placering i rummet, stræk dig og lyt til lydene omkring dig.
  • Drik et varmt eller lunkent glas vand med et skvæt økologisk citron og evt. ingefær. Koldt vand er ikke godt for fordøjelsen.
  • Børst tænder og børst eller skrab din tunge evt. med en teske. Har du belagt tunge, kan det være tegn på, at din fordøjelse ikke fungerer optimalt, og at du ikke kan udskille affaldsstoffer (ama) i høj nok grad. Tungebørstning- eller skrabning hjælper den proces.
  • Tørbørst din krop – det sætter blodcirkulationen i gang og er godt for huden. Masser derefter din krop med lunken økologisk sesamolie nedefra og op, faktisk også inde i øregangen, gummerne og næseborene.
  • Tag et varmt bad og lad olien trænge ind i huden. Du bliver babyblød efter dette og behøver IKKE bruge bodylotion bagefter. Jeg bruger min sesamolie til næsten al min hudpleje. Den er også udmærket som øjenmakeupfjerner og til mine neglebånd.
  • Lav åndedrætsøvelser (pranyama) og/eller mediter i ca. 20 minutter 
  • Gå en morgentur eller lav solhilsner
  • Hvis du er sulten om morgenen, så spis en let morgenmad. Hvis du ikke er sulten, så lad være med at tvinge det ned og vent til formiddag eller frokost, hvor vores fordøjelse er stærkere. Selvom vi ofte hører vigtigheden af at spise morgenmad, er vi alle forskellige, og kroppen ved bedst.

Hvis du gerne vil kende din Dosha (kropstype og konstitution) kan du tage en test og finde ud af din Dosha HER

Det er sjældent, jeg selv kommer igennem alle disse punkter om morgenen. Jeg er slem til at springe ud af sengen, men jeg børster altid min tunge, drikker kogt vand, laver solhilsner, og når jeg har tid til oliemassagen – som i dag – er det bare fantastisk og rigtigt godt til min stadigt lidt vintertørre hud. Hvis du kan integrere bare et par stykker af disse punkter i din morgenrutine, er jeg sikker på, du vil kunne mærke en forskel. Rapporter endelig tilbage.

NAMASTE